Nyhed

Spot 10-optakter onsdag og torsdag

Markante norske og belgiske kunstnere i Randers og Århus 2. og 3. juni. Åbningsaften i Musikhuset Århus 3. juni.

Fredag og lørdag, 4. og 5. juni, er der Spot 10-festival i og omkring Musikhuset Århus med fokus på ny nordisk musik, som regelmæssige brugere af GAFFA.dk nok har opdaget. Men ikke nok med det: Som en optakt til Spot 10 præsenterer arrangøreren, Dansk Rock Samråd (ROSA), en række optakter, nemlig "Spot på Norge" i Århus og Randers og "Spot på Belgien" i Århus i samarbejde med hhv. Den kgl. Norske Ambassade, København, Music Export Norway og Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles. Og så er der åbningsaften i Musikhuset Århus 3. juni.

"Spot på Norge" præsenterer de to norske sangere og sangskrivere Thomas Dybdahl (billedet) og Sgt. Petter og pige-guitarpop-trioen Ephemera på Kupé ved Train i Århus 2. juni kl. 20 og på Von Hatten i Randers kl. 21 – og begge steder er der gratis adgang.

"Spot på Belgien" finder sted på VoxHall i Århus 3. juni kl. 21 med de tre belgiske kunsntere Mintzkov Luna, Mauro Pawlowski & The Grooms og Admiral Freebee. Mintzkov Luna spiller en slags indie/powerpop, Mauro Pawlowski & The Grooms dyrker mørk rock med et både melankolsk og punket udtryk, og Admiral Freebee alias Tom Van Laere er dybt americana-inspireret.

Til dette arrangement er entréen kr. 85,- + gebyr. De 200 første gæster på aftenen med to-dages billet til Spot 10 får gratis adgang.

Endelig er der den officielle åbning af Spot 10 i Musikhuset Århus 3. juni kl. 20 med Swan Lee, Teitur, Sondre Lerche, Beth Hart og Jomi Massage og åbningstale af kulturminister Brian Mikkelsen. Til dette arrangementet er entréen kr. 145,-, idet aftenen billetmæssigt ikke er en del af den "rigtige" Spot 10-fesitval, der finder sted i og omkring Musikhuset Århus 4. og 5. juni med navne som Tim Christensen, Bergman Rock, Jokeren, Baby Woodrose, Tue West, Múm, Powersolo, de tre ovennævnte norske navne og mange flere.

Både optakter og selve Spot 10 bliver i rigt mål anmeldt på GAFFA.dk

 

 

 

Læs mere på Spot 10's hjemmeside

ANNONCE