En domstol i Litauen idømte mandag den franske rocksanger Bertrand Cantat otte års fængsel for at have dræbt sin kæreste, skuespilleren Marie Trintignant under et voldsomt skænderi.
BT skriver i dag, at den 40-årige Bertrand Cantat (billedet), forsanger i den franske gruppe Noir Désir, er blevet fundet skyldig i at have dræbt sin 41-årige kæreste, skuespilleren Marie Trintignant. Parret kom op at slås på deres hotelværelse i Vilnius juli sidste år. Cantat har indrømmet, at han gav Trintignant nogle voldsomme slag.
Episoden har naturligvis fået stor opmærksomhed i de franske medier, og nu har dommeren idømt Cantat otte års fængsel. Forsvaret ville ellers have rocksangeren dømt for uagtsomt manddrab, noget, der implicerer en mindre straframme.
Trintignant, der er datter af den franske filmstjerne Jean-Louis Trintignant, døde i Paris 1. august efter de voldsomme slag.
Cantat bad om tilgivelse fra Trintignants familie efter retsagens ophør.
– Jeg ved, at jeg intet kan gøre. Jeg ved, at jeg kun kan bede om tilgivelse, som jeg har gjort lige fra begyndelsen.
Noir Désir har i adskillige år været et kendt og rost band i Frankrig, men har aldrig markeret sig særlig meget uden for fransktalende lande, nok fordi deres tekster som regel er på fransk.