Den fire dages elektroniske festival er lige rundt om hjørnet
For tredje gang byder Radar på en fire dages elektronisk event fra 1.-4. april på locations rundt omkring København og omegn samt Skåne.
Programmet har i år seks overskrifter: Kunst, musik, teknologi, performance, film og ord.
– Radar Kunst kan man opleve på diverse udstillingssteder i og rundt omkring VEGA. Her kan man træffe danske og udenlandske kunstnere inden for videokunst, installationer, computerkunst og lydkunst.
– Radar Musik præsenterer forskellige elektroniske genrer som elektro-pop, chill-out, triphop, jungle og drum 'n' bass. Derudover kan man også opleve soul, hiphop og R&B-orienterede blandinger af elektronisk og akustisk instrumentering.
– Radar Teknologi fokuserer i år på de elektroniske musikinstrumenters historie. Men også robotteknologien er i højsædet, repræsenteret ved to robotinstallationer i VEGA.
– Radar Performance introducerer begivenheder, der bevæger sig i krydsfeltet mellem musik, kunst og teknologi.
– Radar Film er blevet til i samarbejde med Natfilm-festivalen. Her præsenteres diverse film om/med elektronisk musik.
– Radar Ord byder på aktører fra årets festival. Kunstnere, komponister, forskere og andre kommer med deres markante holdninger til elektronisk musik og kunst i dag.
