Nyhed

Under Byen på mini-Danmarksturné

Koncerter i Odense, Århus og København 25., 26. og 27. november. I Århus og København med hhv. Jomi Massage og Under Byen.

Billede: Martin Dam Kristensen

Det sfæriske og billedskabende Århus-orkester Under Byen med den på én gang indadvendte og karismatiske sangerinde Henriette Sennenvaldt i front har på det seneste spillet hyppigt i udlandet, bl.a. Frankrig og Benelux-landene, hvor gruppens seneste album "Det Er Mig Der Holder Træerne Sammen" ligeledes er udkommet.

Nu giver oktetten imidlertid tre koncerter herhjemme, i landets tre største byer, nemlig flg. steder:


25/11 - Odense Studenterhus
26/11 - VoxHall, Århus
27/11 - Store Vega, København

Til koncerten på Vega kan man også høre et andet dansk orkester med en bemærkelsesværdig – og måske en kende Björk-påvirket – sangerinde i front, nemlig Blue Foundation.

I Århus kan man opleve en tredje markant kvindestemme, nemlig singer-songwriteren Jomi Massage alias Signe Høirup Wille-Jørgensen, også kendt fra støjrockgruppen Speaker Bite Me.


Jomi Massages debutalbum "Aloud" er i øvrigt just udsendt i Japan, og også Under Byens seneste album udkommer efter planen i Japan til februar. Begge navne ventes endvidere at turnere i solens rige inden længe.

Også Blue Foundation har internationale kontakter, og gruppen har da også både en engelsk rapper (MC Jabber) og en japansk dj (Tatsuki Oshima).



ANNONCE