GAFFA kigger Amsterdam Dance Event efter i sømmene. Store skuffelser på dag 2, men Ricardo Villalobos reddede festen.
At være på festival kan være en anelse stressende. Man frygter hele tiden, at det bedste er et andet sted. Det kan vare slemt nok på Roskilde, men
når festivalen er fordelt ud over 30 klubber i en storby, hvor eneste nattetransport er med taxi, er det meget værre. Og i går lavede jeg
lavede fejlprioriteringer hele aftenen, tror jeg...
Jeg startede på Panama. En stor lækker klub, der gør alt for, at man skal føle sig uvelkommen. Lige fra de bossy dørmænd, den lange kø i garderoben, de dyre toiletter og de aflukkede VIP-områder omkring
dansegulvet. Gene Farris gjorde, hvad han kunne, men det var svært at skabe stemning.
Jeg drog hurtigt videre til det væsentligt hyggeligere Pakhuis Wilhelmina, hvor en aften med kunstnere fra selskabet Delsin lokkede. Desværre var musikken lidt for hyggelig. Der, hvor electronica bliver til muzak, og meget langt fra de virkelig gode udgivelser fra dette super-spændende hollandske selskab.
Aftenens hovednavn på den klassiske klub Milkweg var Luke Slater. En mand, jeg har fulgt fra hans bangin' techno over electronica og i nyere tid mere rockende udgivelser på Mute. I går valgte Slater dog at præsentere sit progressive house-sæt, og jeg har sjældent været så skuffet!
Ud i taxa igen, denne gang til aftenes sikreste kort: Ricardo Villalobos. Efter en stribe suveræne udgivelser på Playhouse, og grænseoverskridende live-sæt med 8 mand improviserende på laptops (sammen med blandt andre Richie Hawtin, Monolake, Atom Heart og Pete & Rene), skulle han i dag spille et 3-timers dj-sæt. Det foregik i Hotel Arena, en afsindig flot klub i et kirkeagtigt lokale med brandgod lyd og et fyldt dansegulv. Her var festen!
Her var alt det, jeg havde søgt resten af aftenen. Ricardo spillede et intenst og minimalt technosæt, der fortsatte og fortsatte med at holde energien oppe. Da han prøvede at breake ned for at slutte af, var protesterne så voldsomme, at han fik lov til at fortsætte, selvom klubben
skulle have lukket 45 minnutter før.
Eneste minus er hollændernes evige vaden rundt på dansegulvet. Det er som om, de slet ikke danser, men bare går rundt hele tiden. Man bliver konstant skubbet, mast eller sparket, hvis man ikke følger den vandrende strøm.
Efter en rodet aften kunne den dog ikke have endt bedre, og alle på konferencen er temmelig matte i sokkerne i dag. I aften står den på Areal, Jeff Bennett, Todd Terry og Alter Ego, med mindre jeg finder festen i første hug.
