Nyhed

Flere detaljer om det kommende U2-album

”How To Dismantle An Atomic Bomb” udkommer i ikke mindre end fire forskellige formater.

Vi har ved flere lejligheder omtalt det kommende U2 album ”How To Dismantle An Atomic Bomb” her på gaffa.dk. Før den forløsende udgivelsesdato kan vi nu føje flere detaljer til føljetonen om det længe ventede album.

”How To Dismantle An Atomic Bomb” udkommer i ikke mindre end fire forskellige formater. Albummet kan således anskaffes i formaterne Standard, Brilliant Box, Vinyl og Limited. Sidstnævnte version indeholder bl.a. bonus tracket Fast Cars, som flirter med mellemøstlige toner.

Ifølge pladeselskabet Universal Music vil inkarnerede fans ikke blive skuffede over det nye udspil fra "verdens største rockband". ”How To Dismantle An Atomic Bomb” byder på sange, der spænder fra rå og upoleret guitarrock til svulstige og velmenende ballader. Det hele er vanen tro pakket ind i Bonos stigende sociale og politiske engagement, som for nyligt var medvirkende til, at bandet modtog en Q Icon Award til årets Q Award i London.


U2 selv er heller ikke i tvivl om albummets kvaliteter. Til Q fortæller bandet bl.a., at albummet er deres mest personlige til dato – og muligvis deres bedste. Dette udsagn bliver sat på en prøve, når ”How To Dismantle An Atomic Bomb” rammer de danske pladebutikker 22. november.

U2s officielle hjemmeside


ANNONCE