Frankly Spinning Music udgiver den engelske sangerindes fjerde album i Danmark, inklusive duet med Norah Jones
Rachel Loshaks fjerde album ”Peach Pony” kommer d. 25. oktober i handlen i Danmark som det første land i verden. Dette skyldes et nyoprettet samarbejde med det danske pladeselskab Frankly Spinning Music, der blev skabt i 2003 af Marie Frank og Kent Olsen, med det primære mål at udgive Franks plader.
Kontakten til Loshak opstod efter en Marie Frank-koncert på det legendariske ”The Living Room” i New Yorks Lower East Side i 2002. Her overværede Frank og Olsen efterfølgende en koncert med Loshak, og de fattede straks interesse for den engelske sangerinde og bassist. De udvekslede cd’er med hende, og to år efter genoptog Olsen kontakten.
Dette udmøntede sig de tre koncerter, som tidligere på året kunne opleves rundt om i Danmark. Ved denne lejlighed spillede Loshak sit just færdiggjorte album ”Peach Pony” for Frank og Olsen, og de besluttede straks at udgive albummet i Danmark.
Olsen udtaler: ”Vi har altid været inspireret af bl.a. det spændende sangskrivermiljø i New York og har brugt byen til sangskrivning, indspilning og koncertsted. Med ”Peach Pony” udgiver vi et efter vores mening helstøbt album med 12 unikke sange, der hver især har så meget format, at de simpelthen bare må ud til folket. Vi er overbeviste om, at dette bare er starten til noget større for Rachel Loshak.”
Loshak har tidligere været back-up-sanger for selveste Norah Jones, og Jones gæsteoptræder faktisk på albummet på førstesinglen ”Rita”, der er en duét mellem Loshak og Jones. Derudover kan det oplyses, at Loshak i øjeblikket indspiller med Moby til hans kommende 2005-udgivelse.
Loshak følger op på udgivelsen med en turné i det danske i perioden 8. til 15. november. Tourplanen ser foreløbig ud som følger:
09.11. Café Hatten, Randers
11.11. Fatter Eskil, Århus (3 Living Room artister: Rachel Loshak, Neill C. Furio og Morgan Taylor)
14.11. Club Junction - Krudttønden, København
Bandet består af: Rachel Loshak, sang/bas - Morgan Taylor, guitar/kor - Kent Olsen, trommer