Nyhed

Dave Mustaine går i clinch med Lars Ulrich

Forsangeren fra Megadeth kalder den danske trommeslager en Eminem-wannabe

I et interview udtaler Megadeths stifter og frontmand, Dave Mustaine, sig i hårde vendinger omkring forholdet til Metallica og i særdeleshed om den danske trommeslager Lars Ulrich. Det forsmåede eksmedlem har i mange sammenhænge udtalt sig i skarpe vendinger om Metallica, og den seneste udtalelse kommer i forbindelse med Metallica-filmen ”Some Kind Of Monster”.

Mustaine er fortørnet over, at han mod sin vilje er blevet inkluderet i filmen, da Metallica ved tidligere lejligheder har benægtet ham enhver betydning for bandets historie. Mustaine derimod hævder, at han har skrevet flere klassiske Metallica-sange såsom ”Jump In The Fire” og ”The Four Horsemen”.

Specielt Lars Ulrich må lægge ryg til mange verbale klø fra den ophidsede Mustaine. Denne kalder ham ”a punk”, og han fortsætter: ”Jeg er den eneste, der tilsyneladende synes, Lars er en idiot. Alle andre er bange for ham. Han ligner en forpulet Eminen-wannabe for tiden. Hvis man ser filmen grundigt, kan man se, at Lars behandler alle forfærdeligt. De ender alle sammen i terapi. Selv deres terapeut ender i terapi.”

Udtalelserne fra Mustaine kommer forud for udgivelsen af Megadeths tiende studiealbum, der har fået navnet ”The System Has Failed”, og selv om Mustaines udtalelser kan synes som muggent vand på en meget gammel mølle, så kan det jo være, manden har noget at have det i?


ANNONCE