Nyhed

Shortlist-finale med bl.a. Franz Ferdinand, Air og The Streets

De ti finalister til årets Shortlist Music Prize er fundet

Shortlist Music Prize er amerikanernes pendant til den engelske Mercury Music Prize, som i år blev vundet af det skotske band Franz Ferdinand, der også er blandt de ti finalister til Shortlist. Prisen udmærker sig ved at belønne mere eksperimenterede kunstnere for et album, der endnu ikke har solgt over 500.000 enheder i USA, og ved at have en dommerkomité bestående af lutter markante musiknavne og branchefolk. Blandt de dommere, der har bidraget til at udpege de ti finalister er bl.a. Norah Jones, John Mayer, Jim Jarmusch, Robert Smith (The Cure) og Serj Tankian (System Of A Down).

Udvælgelsen foregår ved, at de ti dommere hver især må udvælge op til ti album til den indledende nominering (den såkaldte Longlist). På denne liste kan det bemærkes, at vor egen Teitur i år figurerede takket være en nominering fra John Mayer (som Teitur ofte har varmet op for). Siden bliver feltet skåret ned til ti nominerede, der så endelig reduceres til en enkelt vinder, der udover æren også modtager en check på 10.000 dollars.

Hvem vinderen bliver afsløres i november ved en stor fest i Wiltern Theater i Los Angeles. Sidste års vinder var Damien Rice for albummet "O", hvis pladesalg i USA siden prisuddelingen ifølge billboard.com er gået fra ca. 100.000 til 282.000.


De ti finalister til Shortlist Music Prize 2004 er:

Air: ”Talkie Walkie”
Dizzee Rascal: ”Boy In Da Corner”
Franz Ferdinand: ”Franz Ferdinand”
Ghostface Killah: ”The Pretty Toney Album”
The Killers: ”Hot Fuss”
Loretta Lynn: ”Van Lear Rose”
Nellie McKay: ”Get Away from Me”
The Streets: ”A Grand Don't Come for Free”
TV On The Radio: ”Desperate Youth, Blood Thirsty Babes”
Wilco: ”A Ghost Is Born”

ANNONCE