Den 19. oktober lægger det britiske danceband vejen forbi KB Hallen. Billetsalget indledes den 29. august via Billetnet.
Det er ikke mere end knap et par uger siden, at The Prodigy sidst optrådte på dansk jord, da de på årets Skanderborg-festival leverede en koncert, der af blandt andet GAFFAs anmelder blev hyldet som én af festivalens absolutte højdepunkter. Og nu har de smågale briter så allerede meldt deres snarlige genkomst i det danske, da bandet den 19. oktober klokken 20.00 lægger vejen indenom KB Hallen i København.
Koncerten falder i forbindelse med udgivelsen af opsamlingsalbummet “Their Law – The Singles 1990 – 2005”, der, som vi tidligere har forskræppet her på siden, kommer på gaden den 17. oktober. Der er således tale om en veritabel greatest hits-tour, så publikum kan godt indstille sig på at få hele kongerækken af hits at høre, når Maxim, Keith Flint og Liam Howlett godt hjulet på vej af trommeslageren Kieron Pepper og guitaristen Rob Holliday lukker op for godteposen og inviterer indenfor til et dansegilde af den heftigere slags.
Billetsalget indledes mandag den 29. august på Billetnet eller via telefon på nummeret 70156565.





