Nyhed

Wig Wam-direktør dømt

Niels Lindgreen kaster håndklædet i ringen, efter at Østre Landsret også har fundet ham skyldig i at have mishåndteret sine artisters midler

I maj sidste år blev den tidligere direktør i musikbureauet Rock On ApS i Københavns Byret dømt til at betale en million kroner til Gnags, Marie Frank Band og Love Shop efter at have mishåndteret midler for bandene, mens de var i stald hos Rock On ApS.

Lindgreen appellerede ved den lejlighed afgørelsen til Østre Landsret, men da der i sidste uge faldt en tilsvarende dom i en lignende sag mod ham anlagt af Dansk Artisk Forbund, som bestemte, at han skal betale 461.000 kroner til Christian Brøns, 32.000 til Sort Sols Thomas Ortved og 97.000 til tre backingmusikere, har Lindgreen opgivet at gå videre med sagerne. Det skriver berlingske.dk i dag.

Alle de omtalte musikere fik deres allerede optjente honorarer fra koncerter indefrosset, da Rock On ApS gik konkurs som følge af det elendige billetsalg til den stort anlagte Wig Wam-tour. Men nu har Lindgreen altså indvilliget i at betale de godt to millioner tilbage til musikerne.

Sagen overgår nu til Fogedretten, fordi Lindgreen hævder ikke at have de økonomiske midler til at betale kunstnerne tilbage.


ANNONCE