Nyhed

Klub Revolver tilbage – nu med Krudtslam

Maborosi, Halph, dj's fra bl.a. Kashmir og Nephew og kunstnere i Råhuset på Halmtorvet 21. januar

Billede: Patrick Engels Ryming

Den københavnske Klub Revolver har de sidste tre år skabt arrangementer med upcoming musiknavne og kunstnere samt dj's fra rockverdenen. Og det er nu blevet til Krudtslam, en særlig stor fest i Råhuset, Halmtorvet i København 21. januar.

Musikalsk kan man til Krudtslam opleve Maborosi (billedet), der er hastigt på vej frem af den danske rocks undergrund med deres melankolske, let countrypovirkede guitarpop. Maborosi var sidste år opvarmning på Saybias efterårsturné, ligesom de er et af 12 danske bands, GAFFA i januarnummeret spår bliver store i 2005.


Man kan også opleve halvdelen af pladeaktuelle Halph, der dyrker en insisterende og lettere melankolsk lyd på deres debutalbum "Answering Machines" fra sidste efterår. Bandet består af Thomas Nygaard (eks-bassist for Pluto og Wynona) på sang og guitar og Kenneth Bagge på trommer. På Krudtslam optræder Halph som nævnt halvt, det vil sige Thomas alene med guitar og vokal.

Som vanligt er der desuden dj’s, som normalt er rockmusikere. Bag navnene Gaz og dj Ævelen gemmer der sig Mads Tunebjerg og Kasper Eistrup fra Kashmir, DJ Kris er lig med Kristian Riis, guitarist i Nephew, Millung og Oliver er fra joyLieberkind, og DJ Konrad spiller trommer i Odessa.

Og i den kunstneriske afdeling er der denne gang en veritabel mands(m/k)opdækning: Andreas Cotta (tegning), Ulrik Crone (trashæstetik fotokopikunst), Jeannette Ehlers (videokunst), Sophie Hjerl (lyd-billede-mediekunst), Straight Up (street art), Reality Rocks (videokunst), Laura Leth Meilvang (videokunst), Jon Stahn (kendt for bl.a. muselmalede kranier og bagdels-afstøbninger) og So:ren Berner Erlandsen (multikunstner).


Klub Revolvers hjemmeside


ANNONCE