Nyhed

Nyt storstilet støttearrangement

Den danske hiphop-scene har samlet elitestyrkerne til et omfattende støtteshow for ofrene i Asien

Under titlen ”Rappens barrikader mod Asiens kaskader!” har UpFront og Live ’n Kicking stablet et støtteshow på benene, der burde kunne vække enhver hiphop-fan fra juleslummeren. En lang række af dansk hiphops fremmeste kunstnere vil således kunne opleves ved to storstilede støttearrangementer hhv. d. 22. og 23. januar i Lille Vega i København.

Kunstnerne, der alle stiller op gratis, tæller bl.a. LOC, 4Fod, U$O, Niarn, Nobody Beats The Beats, Static & Natill, Ezicut, Ataf Khawaja, Rent Mel, Joe True, Hvid Sjokolade, Turkman Souljah & Gadehiphop.dk, Kejser A & Ham Den Lange og Johnson & Malone. Støttefestens konferenciers vil til lørdagens show blive Per V, mens Jøden vil holde gang i ilden ved søndagens show.

Det endelige program vil blive offentliggjort onsdag d. 12. januar på www.livesounds.dk/stoettefest, hvor også billetsalget vil blive åbnet. Prisen for én dag er 115 kr., mens to dage koster 165 kr. Dørene åbnes kl. 18.30.


Overskuddet fra billetsalg, eventuelle donorer og sponsorer vil via Dansk Røde Kors blive distribueret til katastrofeofrene i Sydøstasien.



Link til www.livesounds.dk/stoettefest

ANNONCE