Nyhed

Royalt Sommer-guld

Peter Sommer vandt P3-prisen, Frederik og Mary klappede i takt. Nephew, Burhan G og Angora/Nick & Jay leverede varen. Live!

Billede: Martin Rosenauer

DR's Lars Trillingsgaard kunne næsten ikke få armene ned i hverken fysisk eller verbal forstand, da han højpoetisk hyldede Peter Sommers litterære fortræffeligheder. Brandt, Larsen og (C.V.) Jørgensens arvtager er ved at træde i karakter, på jysk! Belønnet med P3 Prisen og 100.000 kr. af Statsradiofonien. Men ifølge Trillingsø står Sommers fortræffeligheder langtfra alene; 2004 havde ifølge samme været et "fantastisk år for dansk musik."

En statement, mange af de tilstedeværende, inklusive undertegende, kan tilslutte sig. Med enkelte fejlskud var årets P3 Guld en fin demonstration af, at dansk rockmusik (i den brede forstand) lever og har det særdeles godt. Klokkeklare hits, skæve indslag, stor kreativitet og bredde, stemning i top og "en helvedes masse kendte".


Kronen på værket (i mere end en forstand) var selvfølgelig, at kronprinsparret endnu en gang cementerede, at dansk populærmusik både er noget, man hører og går ud og ser.

For P3 havde oppet sig og lykkedes fint med et levende og varieret live-show. Ved ikke, hvordan det gik igennem på skærmen, men i salen lød det ganske fortræffeligt med fine kuriøsiteter.

To dugfriske hårdtrockende D-A-D-numre, Burhan G. i flyvende form og Radioens pigeorkester, der blandt andet hyldede værten Peter Palshøj, på en facon, der ledte tankerne tilbage til Monthy Pythons "Life of Brian", da Brian som folkefører første gang konfronteres med en både hengiven og krævende folkemængde.


Et absolut højdepunkt var de store vindere (årets gennembrud og lytterhit, "Movie Klip") Nephews optræden. Pigekor, politiorkester og et bastard-miks af "Movie Klip" og "Personal Jesus" totalt i skabet.

Men største bifald skal herfra gives til Angora-drengenes "Højskole"-sang. Midt i den totale udlevering dukker parodiens ofre "Nik & Jay" og på scenen og trykker den "så fucking fedt af" og kaster håndtegn for vildt med Angora og publikum. Overskud, orginalitet selvironi, vovemod. Fem svin!

Stort tillykke til Peter Sommer, Swan Lee, Mikael Simpson, Nephew og P3 – men først og fremmest til dansk musik anno 2004 og videre frem.



ANNONCE