Kritikerprisen er løbet ind i massiv kritik og sponsorfrafald, men fortsætter dog ufortrødent
Da Foreningen af Danske Musikkritikere besluttede at nominere Piratgruppen til en Steppeulv i kategorien ”Årets idé”, gik de ifølge bl.a. Danske Artistforbund og Dansk Musiker Forbund over stregen.
Steppeulven er anmelderstandens svar på pladebranchens Danish Music Awards, og prisuddelingen støttes normalt med sponsorkroner fra musikforbundene, men nu har flere forbund trukket deres støtte tilbage i protest over den kontroversielle nominering, som de anser som politisk.
”Vi kan ikke for medlemmernes penge støtte en pris, der udhuler vores ophavsret,” udtaler Hans Dal, komponist og formand for Danske Populærautorer (DPA) til MetroXpress i dag.
Piratgruppen agiterer som bekendt for fri kopiering af musikfiler på nettet, og dette standpunkt har i den senere tid skabt meget debat i musikmiljøet. Foreningen af Danske Musikkritikere forsvarer dog nomineringen af gruppen:
”Piratgruppen rejser en vigtig debat, der handler om, hvordan den danske lovgivning om digital musik fungerer, og hvilke midler, der skal kunne anvendes i jagten på folk, som formodes at bryde loven,” skriver foreningen i en pressemeddelelse i dag.
Formanden for foreningen, Klaus Lynggaard, fastslår endvidere, at han beklager, at forbundene har trukket deres støtte tilbage, men at foreningen fastholder nomineringen.
”Striden er blevet en principsag. Vi kan ikke lade vores sponsorer diktere, hvem der skal nomineres. Det næste skridt ville være, at kunstnerorganisationerne gik ind og overtog prisen,” slår han over for Politiken fast.
Prisfesten vil til trods for de manglende støttekroner stadig blive gennemført i Vega d. 27. januar med priser i 12 kategorier og optræden fra 9 livebands.
