Upcode Flashmob byder på electronica den 30. juli.
Upcode Flashmob er den første elektroniske endagsfestival i Ålborg. Lørdag den 30. juli kl. 14 åbnes dørene i Husets gårdhave. Festivalprogrammet byder på omkring 12 elektroniske talenter, hovedsageligt fra Ålborg, men også kunstnere fra Århus, Odense og København bidrager med musikalske oplevelser.
Om arrangementet fortæller musikansvarlig Jacob Thiessen: ”I løbet af vinteren og foråret har der siddet en del dygtige folk rundt omkring og brugt sindssygt mange timer foran computeren i færd med at indspille og programmere. Så derfor har vi nu inviteret dem ud i sommervarmen, hvor de kan præsentere materialet for publikum i nogle stemningsfulde omgivelser. Husets gårdhave er et super sted til det her arrangement. Der bliver bl.a. hængt hængekøjer op imellem træerne, og vi laver et chill-out-område, samt en cocktail bar foruden den almindelige bar. For at få plads til de mange kunstnere opstiller vi en ekstra scene i et af teltene, hvor der også er bedre muligheder for afspilning af video- og animationssekvenser til musikken. Kokken vender lækkerier på grillen, og senere på aftenen tænder vi bål og runder af med noget elektronisk jam.”
Jacob Thiessen har stablet arrangementet på benene sammen med Mads Bang Pedersen fra Huset, der tidligere har arrangeret Vesterbro Festival i København.
Foreløbig er følgende navne annonceret: Kunstner5, Glöggerne, El-duo, Savernaya, Tobias, Mir, Sidelmann Music, Miss Sophie, Silent Boom, Sumped, Geo, DJ Noir, DJ Sidelmann og DJ Omega.
Det endelige program vil fra den 25. juli kunne ses på:
http://www.upcode.dk
Entreen til arrangementet vil være 60 kr. Husets adresse er Hasserisgade 10, 9000 Aalborg.
