Et tekstark fra den afdøde beatles hånd har indbragt 6,5 mio på en auktion i London
Ordene til "All You Need Is Love" skriblet ned på et krøllet ark papir. Den slags er 6,5 mio kroner værd, når manden bag den lidt sjuskede håndskrift er den afdøde Beatles-legende John Lennon. Det vindende bud faldt ifølge Reuters på en auktion i London i går torsdag.
Tekstarket var del af et større salg af pop-memorabilia - herunder både tøj, malerier og musik-instrumenter fra Lennon, Jimi Hendrix og andre. Det blev oprindeligt brugt under en tv-koncert og blev efterfølgende fundet på gulvet af en pige ansat hos BBC.
På de gamle optagelser kan man se tekst-arket falde til jorden, ligesom den nu tidligere BBC-medarbejder har underskrevet en erklæring for at bekræfte ægtheden. Og køberen – hvis identitet ikke er blevet offentliggjort – var helt tydeligt overbevist om autenticiteten.
Andre topscorere på auktionen var en militær-dragt brugt af Lennon op til indspilningen af "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band", der gik for godt en million kroner, ligesom et par af Lennons karakteristiske runde briller blev solgt for en halv million.





