Nyhed

Roger Waters klar med opera

<i>Ca Ira</i> realiseres senere på året.

Pink Floyds bassist og konceptmager Roger Waters har sans for det store anlagte rockværk, og nu har han taget skridtet fuldt ud ved at færdiggøre sin første deciderede opera. Værket, med titlen Ca Ira (There Is Hope), omhandler den franske revolution og fremføres som koncert i Rom i november. Allerede den 27. september udkommer stykket dog som dobbelt-cd og dvd på Sony Music, fortæller websiden Jam!.

Produktionen har medvirken fra barytonsangeren Bryn Terfel og andre veteraner inden for den klassiske musik. Alligevel er Waters nervøs for hvordan den klassiske verden vil reagere på Ca Ira. "Jeg føler jeg har lagt mit hovede på blokken", siger Waters, der var med til at grundlægge Pink Floyd i midten af 60erne. "Det er faktisk ret melodisk og skamløst emotionelt, så hvis de intellektuelle fra den moderne operaverden reagerer skeptisk, er det bare ærgerligt."

Ideen til operaen opstod omkring 1989, i forbindelse med 200-året for den franske revolution. Dengang henvendte sangskriveren Etienne Roda-Gil sig til Waters med sin libretto, illustreret af konen Nadine. Etienne Roda-Gil spurgte Waters om lov til at anvende nogle af dennes gamle sange til projektet. I stedet forelskede Waters sig så meget i værket at han efter seks uger havde produceret en to timers demo med ny musik til værket.


Nadine Roda-Gils død af leukemi satte siden hen en midlertidig stopper for projektet, der dog blev genoptaget. Waters har skrevet både en engelsk og fransk version af operaen.

Den 61-årige musiker mener at værkets temaer er særligt relevante i dag. "Stykket handler om revolution i bredere forstand, og om menneskers evne til personlig forandring", forklarer Waters. "Stykket er tænkt som et incitament til os, der tror på, at den menneskelige race kan finde ind til sin menneskelighed og sin kapacitet for empati, indtil det punkt hvor det kunne være muligt at garantere de grundlæggende rettigheder for alle verdens individer." Ca Ira fremføres i koncertform i Rom i november, men målet er for Waters at få stykket produceret af et operakompagni.

I øvrigt skulle Waters være i gang med et nyt album i rocksammenhæng, men som tidligere nævnt her på siden, er der næppe nogen Pink Floyd-genforening i sigte. "Live 8-genforeningen kunne ikke have været bedre. Det var forrygende, og jeg er virkelig glad for, at det skete. Vi kom rigtig godt ud af det med hinanden, men Dave Gilmour og jeg ser forskelligt på tingene, musikalsk, filosofisk, politisk og kunstnerisk", siger Waters.


ANNONCE