Nyhed

GAFFA.dk dækker Spot 11 intensivt

En meget stor del af koncerterne bliver anmeldt de næste to dage – spænd hjelmen!

I dag begynder Spot 11-festivalen med ny nordisk musik i Musikhuset, Ridehuset, Officersbygningen, Aros, VoxHall, Train og Kunstbygningen i Århus. Som de to sidste år har GAFFA.dk indgået et samarbejde med MyMusic.dk's skribenter og fotografer samt en række freelanceskribenter og -fotografer om en intensiv Spot-dækning på både GAFFA.dk, MyMusic.dk og Spotfestival.dk.

Forvent derfor her i de næste to dage artikler og anmeldelser ad libitum fra Danmarks absolut største og mest betydningsfulde festival for ny rock, elektronika, hiphop og det, der ligner. Festivalen er med hensyn til antal koncerter på niveau med sidste år - 107 i alt - men nye spillesteder er blevet inddraget, nemlig Train samt udstillingsstedet Kunstbygningen og Århus' nye museumsstolthed Aros. Masser af branche- og mediefolk fra ind- og udland er kommet til Århus for at finde ud af, hvad der rykker på den nordiske musikscene lige nu, og ikke mindst talentspejderne har antennerne ude.

Efterhånden kender mange historierne om, hvordan navne som The Raveonettes, Mew, Junior Senior, Teitur, Under Byen, The Blue Van og mange flere er blevet, ja, spottet på Spot og efterfølgende har fået gang i en international karriere. Om det også sker i år, vil de to næste dages koncerter og tiden herefter vise, men øjnene hviler ikke mindst på Tina Dickow, der angiveligt ligger i seriøse forhandlinger om international udgivelse af sit kommende, tredje album ”In The Red”, der udkommer herhjemme 25. juli.

Der er også stor interesse for blandt andet Spleen United, der sidste efterår varmede op for Nephew, og som til efteråret udgiver deres debutalbum på samme selskab og med samme producer som Nephew, nemlig Copenhagen og Carsten Heller. Og som bestemt også har hørt Depeche Mode. Kan de gentage succesen – og måske få udlandet med, nu teksterne er på engelsk?

Der bliver givetvis også trængsel, når Mew lukker festivalen natten til søndag med deres første offentlige egentlige koncert i Danmark siden 2003, hvor de højst sandsynligt lufter numre fra deres længe ventede opfølger til 2003's massive gennembrud ”Frengers”, et album, der kommer til september.

Og sådan kunne man blive ved. GAFFA.dk vil i hvert fald gøre vores til at holde dig orienteret om, hvad der er værd at holde øje med fremover.

Du kan stadig købe billetter til festivalen på GAFFA Billet.

Spots hjemmeside

GAFFA Billet

ANNONCE