Koncert i Tappehallerne nord for København 11. maj. Billetsalget netop startet på Billetlugen og i Fona-butikkerne
MTV Networks Europe markerer den kommende lancering af MTV i Danmark med amerikanske Foo Fighters. Tappehallerne, en stor lagerbygning nord for København, vil danne rammen om koncerten, der finder sted onsdag den 11. maj og samtidig markerer udgivelsen af Foo Fighters' nye dobbeltalbum ”In Your Honor”, som udsendes i Europa den 13. juni.
Foo Fighters vil optræde med en blanding af gamle klassikere og helt nye numre fra det kommende dobbeltalbum til en koncert af fuld længde, det vil sige 90 minutter.
MTV Live med Foo Fighters vil blive sendt som en 60-minutters koncert på premieredagen den 15. maj, både på MTV i Danmark og på den svensk/norsk/finske MTV Nordic. Desuden vil yderligere 139 mio. husstande, der kan tage de øvrige europæiske MTV kanaler, kunne se programmet den 12. juni - aftenen før udgivelsen af ”In Your Honor”. Programmet er yderligere planlagt til at blive vist på MTV Brazil, MTV Asia, MTV Japan, MTV Latin America, MTV Australia og MTV US, oplyser MTV.
Foruden guitaristen og sangeren Dave Grohl, tidligere kendt som trommeslager i Nirvana, består Foo Fighters af Nate Mendel (bas), Taylor Hawkins (trommer) og Chris Shiflett (guitar). Bandet blev startet af Grohl i 1995 og mikser heavy guitarrock og punk med iørefaldende melodier. Det nye dobbeltalbum ”In Your Honor” er gruppens femte og ifølge Dave Grohl bandets mest ambitiøse hidtil. Den ene cd er således angiveligt gruppens tungeste til dato, mens den anden cd byder på akustisk musik og måske lidt overraskende gæstemusikere såsom Led Zeppelins gamle bassist m.m. John Paul Jones og, måske lidt overraskende, Norah Jones.
MTV i Danmark vil sende dansksprogede udsendelser og have en lokal programflade, danske studieværter og danske undertekster. MTV i Danmark vil fokusere mere på danske kunstnere og afspejle dansk smag og ungdomskultur. Danmark er det første af de fire nordiske lande, der i år får hver deres nationale MTV kanal.
Koncerten med Foo Fighters finder som nævnt sted i Tappehallerne, der helt præcist ligger på Dessaus Boulevard 46, 2900 Hellerup. Billetsalget er netop startet, og billetter kan købes på www.billetlugen.dk, i Fona-butikker og på telefonnummer 70 26 32 67. Billetprisen er kroner 100,-, hvilket må siges at være rimeligt.




