Nyhed

Tysk musik på danske scener

Tyske Urlaub in Polen kan opleves live tre gange i denne uge bl.a. sammen med Spleen United og 22 Pistepirkko

Det er ikke hver dag, man kan høre tysk musik på de danske spillesteder, men det ændrer sig i denne uge. Der kan man nemlig opleve tyske Urlaub in Polen tre forskellige steder rundt om i landet, hvor de med støtte fra den københavnske afdeling af det internationale Goethe Institut, der arbejder for at fremme tysk sprog og kultur i resten af verden, vil gøre deres for at promovere tysk musik.

Urlaub in Polen har udgivet to album på det tyske indie-label Raketemusik til fine anmeldelser i hjemlandets musik-magasiner, og deres ry som et medrivende live-orkester har blandt andet ledt til en optræden på 2003-udgaven af Roskilde Festival samt til Klub Sanz-festivalen på VoxHall i Århus sidste sommer.

Til koncerten i Aalborg får de følgeskab af danske Spleen United, der i øjeblikket er i søgelyset hos en række pladeselskaber. De følger også med til koncerten i Aarhus, hvor dansk/islandske Delicia Mini også dukker op. Og til koncerten i København kan man sammen med de tyske feriegæster opleve danske The Untamed og finske 22 Pistepirkko.


Koncert-oversigt:
03.03 Studenterhuset, Aalborg (med Spleen United)
04.03 Voxhall, Århus (med Spleen United og Delicia Mini)
05.03 Basement, København (med The Untamed og 22 Pistepirkko)

Urlaub in Polen


ANNONCE