Søren Solkær Starbird udsender ”Beat City” med rockfotos ad libitum
Den danske fotograf Søren Solkær Starbird har gennem de seneste otte år arbejdet som rock-fotograf på den danske og internationale musikscene, og har blandt andet stået bag en række GAFFA-forsider og været flittig leverandør til magasinet.
Fredag den 25. november udkommer bogen ”Beat City” - en samling af hans bedste fotografier.
Bogen, som er på 144 sider, har et forord af Sune Wagner fra The Raveonettes og består af portrætter af kendte rockmusikere.
Mange af portrætterne er taget på atelieret på Islands Brygge. Men størstedelen er taget i New York, Los Angeles, Paris, Moskva og London. Billederne er taget på hoteller, barer, på hustage, i taxier, backstage-lokaler og på nattetomme gader. Alt sammen steder, der udgør klassiske kulisser inden for rockmytologien.
”Beat City” rammer nerven af den danske og internationale rockscene, og Starbird har fulgt flere danske bands på deres rejser til England og USA. Det gælder blandt andet The Raveonettes, Kashmir og Junior Senior. I Danmark har han fulgt store danske bands som Sort Sol, Mikael Simpson, Mew, Swan Lee, Nephew, Spleen United, Superheroes, Kira and The Kindred Spirits, Tina Dickow og Under Byen.
Sideløbende med de danske projekter har Starbird også fotograferet mange af de største kunstnere på den internationale rockscene. Heriblandt Beck, Foo Fighters, Red Hot Chilli Peppers, Damon Albarn, Jamiroquai, Rod Stewart, Franz Ferdinand, Kaiser Chiefs, the Libertines, The Scissor Sisters og The Brand New Heavies.
I forbindelse med bogen udstiller Søren Solkær Starbird sine fotos på Fotografisk Center på Gl. Strand 48 i København 26 nov. 2005 - 8 jan. 2006.
”Beat City” vil kunne købes i www.gaffashop.dk til 299 kr., og de første 2000 bøger indeholder en cd med numre af 20 store danske og udenlandske navne. Cd'en udkommer på det københavnske indie label Crunchy Frog.