Nyhed

DR2 viser Dig! i Musikprogrammet

Se dokumentaren om Dandy Warhols og Brian Jonestown Massacre i aften

Der er ikke mange dokumentarfilm om musik, der har fået så meget omtale som filmen "Dig!", der handler om forholdet mellem de to amerikanske bands The Dandy Warhols og The Brian Jonestown Massacre.

Centrum for historien er venskabet mellem de to gruppers frontmænd, Courtney Taylor og Anton Newcombe, der gennemgår en noget forunderlig udvikling i løbet af de syv år, filmen udspiller sig. Den noget utilregnelige Newcombe holder trofast fat i sine indierødder og udvikler undervejs et noget anstrengt forhold til Warhols-folkene, der gerne vil bryde internationalt igennem.

Newcombe presser også sine musikere en del undervejs, hvilket på et tidspunkt fører til et regulært slagsmål på scenen. "Dig!" vandt i 2004 juryens specialpris på Sundance-festivalen og kan ses i aften kl.23:00 med en optakt af Sune Wagner fra The Raveonettes, der på et tidspunkt selv har haft Anton Newcombe boende i sin lejlighed.


ANNONCE