Nyhed

Figurines-album udgives internationalt

“Skeleton” udgives nu i Japan, USA, Canada og Skandinavien

De danske indierockere har altid haft tække i det store udland, og nu flytter eksil-nordjyderne endnu engang nålene i deres personlige verdenskort et hak eller to udad.

Bandets andet og meget roste album ”Skeleton” er ud over naturligvis Danmark allerede udkommet i både Tyskland, Østrig og Schweiz, og her har bandets musik fænget fint an. Derfor udgives albummet nu også i både Japan, USA og Canada, ligesom det naturligvis også udkommer hos vores skandinaviske nabooer.

”Skeleton” kommer allerede i slutningen af indeværende måned i handlen i Japan, hvor albummet distribueres gennem Ultra Vybe, som tidligere blandt andet har udgivet Under Byen og Nephew. Amerikanerne og canadierne må ligesom skandinaverne vente til marts næste år med at stifte nærmere bekendtskab med det danske orkester.

Det har længe været en drøm for Figurines at få udgivet pladen i USA, og bandet er ifølge en pressemeddelelse meget spændte på, hvad der kan komme ud af udgivelsen.

Bandets manager Jesper Majdall udtaler: ”Figurines har hele tiden haft fokus på at skulle til USA, men vi har ventet på en forhåndsinteresse, inden vi ville starte med at turnere derovre. Nu synes tidspunktet at være rigtigt, og med Figurines potentiale på de amerikanske collegeradioer, tror vi alle på, at der er noget godt i vente.”

Udsendelsen af ”Skeleton” følges op med en tour i Nordamerika i marts, og herhjemme kan man lige nå at få et sidste glimt af bandet enten i aften på Gimle i Roskilde eller i morgen på Loppen i København.

Figurines hjemmeside

ANNONCE