Nyhed

Musikbarometeret - vinderen er lige om hjørnet

7. oktober offentliggøres sejrherren i dk4's musikkonkurrence

Den danske musikscene har det godt. Det er uden for min hukommelse, at Danmark har haft så mange talenter på én gang, og inden for så mange forskellige genrer. Vi laver både god pop, rock, techno og singer-songwriter. Og der er langt flere end dem, der er brudt igennem til den bredere befolkning.

Det gør det på samme tid nemmere og sværere som ny. Nemmere, fordi vejen er vist, og folk er interesserede i nye bands, sværere fordi der vitterligt er mange om budet. Derfor kan det være svært at gøre sig de erfaringer, man senere man får brug for, i forhold til branchen og medierne og publikum. Her kan de mange konkurrencer være en genvej. Du skal ofte både vise, hvad du kan live, også over for andre end dit hjemmepublikum. Og du skal kunne sælge dig i interviews op til og bagefter.

Dk4's Musikbarometeret har lagt sendetid til seks nye bands, der i et program hver har givet en koncert og fortalt lidt om sig selv. I hele den første uge af oktober kan seerne stemme på deres favoritter enten via sms eller over dk4 og GAFFAs hjemmesider. Publikum har 50 procent af stemmerne, og hver af de fem dommere (fra GAFFA, dk4, DAF, ROSA og DJBFA) har 10 procent. Stemmerne bliver talt op, og vinderen afgjort i det store finale-show fredag den 7. oktober. Det er seks forskellige sider af dansk musik, der bliver vist frem, men alle bliver de vurderet på deres evne til at skrive sange og fremføre dem. Om det er folk'et, dystert, sjovt, medrivende eller bare dejligt at høre på, kommer i tredje række, det vigtigste er, at det er gode sange og folk, der kan spille dem.


Derfor er en koncert også det helt rette medie, når der skal vises format. Enhver kan sidde med computeren derhjemme og redde alle de tekniske brølere, men når du står lige foran et publikum, der ikke kender dit materiale, så skal du spille til! Og det er der blevet gjort i alle seks programmer. Det bliver et tæt løb om første-præmien, der blandt andet er produktionen af et enkelt nummer der bliver omdelt på cd sammen med GAFFA. Hvem holder du med? Genie Dean, Lo-Thus, Deep Zee, Lloyd, The Holiday Show eller Fizter?


ANNONCE