The Prince of Darkness udgiver "Under Cover" 1. november
Ozzy Osbourne har for nylig indspillet tre nye sange til coveralbummet "Under Cover", der udsendes 1. november. Men forventer man, at The Prince of Darkness prøver kræfter med metal-klassikere, vil man nok blive skuffet.
Der er dog tale om klassikere, men i en lidt lettere genre. De indpillede tracks er nemlig John Lennons "Woman," Joe Walshs "Rocky Mountain Way" og "Go Now" med The Moody Blues, der udsendes sammen med ti andre sange som Dualdisc.
De ti øvrige sange inkluderer Mott The Hooples "All the Young Dudes" og the Rolling Stones' "Sympathy for the Devil", der som de øvrige otte kunne findes på bokssættet "Prince of Darkness", der udkom tidligere på året. Udover de tretten coverversioner følger der også en dvd med, der indeholder filmen "Dinner With Ozzy and Friends" og videoen til Ozzys version af Beatles-nummeret "In My Life".