Eminem udgiver opsamlingsalbum og giver nyt liv til rygterne om et snarligt karrierestop
Eminems fremtid har været omdrejningspunkt for mange spekulationer, og nu giver offentliggørelsen af et opsamlingsalbum fra rapperen nyt liv til rygterne om, at rapperen skulle være på nippet til at trække sig tilbage fra musikscenen.
Albummet, der kommer på gaden den 6. december, har fået den suggestive titel ”Curtain Call”, hvilket altså kunne antyde, at dette bliver de sidste toner, vi får at høre fra den evigt kontroversielle og innovative rapper. Albummet vil ud over hits som ”Stan”, ”The Way I Am”, ”My Name Is” og ”Lose Yourself” indeholde to helt nye numre, og spørgsmålet er, om disse bliver de sidste kreationer fra den succesfulde rappers hånd?
Det er tidligere rygtedes, at Eminems seneste album ”Encore” ville blive hans sidste, og selv om han selv har afvist disse rygter, har aflysningen af hele stjernens planlagte sommerturné givet nyt liv til spekulationerne. Den officielle forklaring på aflysningen var, at Eminem måtte indlægges til afvænning af sovepiller, men rygter vil vide, at det svigtende billetsalg også spillede en væsentlig rolle i beslutningen.
En kilde med nære relationer til Eminem udtaler ifølge billboard.com, at ””Encore” var afslutningen på det første kapitel i hans karriere. Efter dette ved ingen, hvad der kan ske.”





