Man kan se en række musikalske dokumentarfilm i København fra 4. november
Filmfestivalen Cph:dox åbner dørene 4. november, og igen i år er der en stribe fim, der har musik som tema. Som tidligere nævnt her på GAFFA.dk kan man se filmen "Screaming Masterpiece", der handler om islandsk musik og indeholder interviews med Björk, Sigur Rós og Múm, og som også dykker ned i historien om, hvordan teenagebandet Nilfisk pludseligt endte som opvarmningsband for Foo Fighters.
Men derudover kan man bl.a. også se filmen "Let's Rock Again", der er et portræt af nu afdøde Joe Strummer fra The Clash, man kan se "Be Here to Love Me: A Film About Townes Van Zandt" der skildrer Van Zandts liv, og man kan se et portræt af The Flaming Lips i filmen "The Fearless Freaks".
Der er også film om hip hop, reggae, brasiliansk musik, heavy metal og punk, så der burde være noget for de fleste. Der er mere information på Cph:dox' webside, hvor man formodentligt snart vil kunne finde et samlet program.