Fredag den 9. september klokken 22.00 spiller The Mexikan Stand-off på Lades Kælder i København
I forbindelse med udvælgelsen af The Mexikan Stand-Off som månedens demo-vinder vil bandet kunne opleves den 9. september på Lades Kælder i København ved en koncert arrangeret i samarbejde med GAFFA. Koncerten indledes klokken 22.00 og koster den ydmyge sum af 40 kroner. Black Candy yder support.
The Mexikan Stand-Off opnåede i september måneds blad den ære at få fem ud af seks stjerner, og i den begejstrede anmeldelse lød det blandt andet: ”Så er der ægte rock igen. Ikke noget grungen eller klynken her! Ikke noget med stemning og den gode melodi! Et riff, der river tænder, og fem mand ude på ballade. Fans af The Hives og lignende kan passende tjekke ind og se, hvem der trækker det længste strå i denne stand-off, der godt kan risikere at vare i rigtig lang tid.”
Så der skulle være god grund til at dukke op på Lades Kælder på fredag og høre dette udprægede liveband give den fuld skrue og en håndfuld halve møtrikker.
