Nyhed

Millionaire klar med nyt album

Josh Hommes belgiske venner udgiver "Paradisiac" 26. september

Det belgiske rockband Millionaire, der debuterede med "Outside The Simian Flock" tilbage i 2001, er endelig klar med en opfølger. Den har fået titlen "Paradisiac" og udkommer den 26. september.

I de fire år siden debuten har Millionaire blandt andet turneret som opvarming for Queens Of The Stone Age i både Europa og USA, bandleder Tim Vanhamel har spillet med Queens Of The Stone Age-frontmand Josh Homme i projektet The Eagles Of Death Metal, og Millionaires guitarist/keyboardspiller Aldo Struyf har turneret med QOTSA-deltidsmedlem Mark Lanegans solo-band.

Josh Homme har været fan af Millionaire siden debuten udkom og udtalte tilbage i 2003 til MTV Europe, at han ville spille næsefløjte på det nye Millionaire album. Det er uvist, om han har holdt løftet, men han er i hvert fald krediteret som producer på "Paradisiac".


GAFFA oplevede Millionaire live i går aftes på The Barfly i det nordlige London og fik en gedigen smagsprøve på det nye album. Koncerten, der åbnede med "Outside The Simian Flock"-højdepunktet "Champagne", bestod ellers udelukkende af nyt materiale – heriblandt den nye single "I’m On A High" samt "Alpha Male".

Sættet var tight, mere straight rockende og mindre kaotisk end da Millionaire turnerede debuten, og gruppens tætte relationer til QOTSA-slænget – herunder studie-arbejdet med Josh Homme - synes at have smittet af på deres musik. Der var således masser af rullende, kraftfulde guitar-riff og tunge rytmer til koncerten i aftes, hvor også masser af forvrænget vokal og et par elektroniske elementer fandt vej til mikset. Det var generelt et glimrende rockshow, og sættet indeholdte mange numre, der fik sat gang i publikums nakkemuskler.

"Paradisiac" udkommer som nævnt først den 26.09, men allerede nu kan man få en smagsprøve på pladen i form af videoen til førstesinglen "I’m On A High".


Se videoen

ANNONCE