Nyhed

Ny cd fra Laugesen og Singvogel

Den unikke danske konstellation udgiver albummet ”Apparatets Skygge” den 19. september

Peter Laugesen og Singvogel udgav deres første album ”Hotellet Brænder” i 2003, og nu er den spændende konstellation tilbage med det nye album ”Apparatets Skygge”, der kommer på gaden den 19. september.

Singvogel blev dannet i december 2001 af klarinettisten og elorgelspilleren Lotte Maxild og tekstforfatter, sanger og guitarist Andreas Hansen, der begge kom fra en fortid i det århusianske band Vildensky. Efter cirka et halvt år startede bandet, der i mellemtiden var blevet udvidet med Jens Balder på trækbasun og Jørgen Holm på trommer, et samarbejde med den århusianske poet Peter Laugesen, og dette resulterede altså i debutalbummet "Hotellet Brænder".

På debutalbummet deltog Peter Laugesen på fire af de i alt syv numre, men på ”Apparatets Skygge” er hans karakteristiske røst at finde på alle skæringerne.


Lørdag den 17. september fra klokken 12.00–14.00 vil der i Århus være mulighed for at høre nogle af de nye numre, når bandet giver smagsprøver i Vangsgaards boghandel i Ryesgade.

Derudover vil der også mulighed for at opleve konstellationen ved to koncerter henholdsvis på Planetariet i Århus den 2. november og i Studenterhuset i København den 10. november.

ANNONCE