Glorious Records genudsender to stilskabende album fra Danmarks postpunkede firsere
Scatterbrain (billedet) og Tristan T. Navnene ringer måske ikke umiddelbart en klokke, men i starten af firserne befandt de to orkestre sig på forkanten af den new wave/post-punk bølge, der sejlede ind over Danmark fra især England.
Senere Love Shop-guitarist Hilmer Hassig var et nøglemedlem i Scatterbrain. De fik deres gennembrud ved en timelang improviseret koncert, der primært var bygget på ideer, bandleder Jesper Siberg havde brygget sammen på vej hjem i bussen samme eftermiddag. Siden udgav de to album, hvoraf det første – ”Keep Dancing” – blev nævnt i flæng med udgivelser fra Kliché, Sods (senere Sort Sol) og Martin Halls Ballet Mechanique som grundsten for en ny bølge af dansk rock. Det er da også netop ”Keep Dancing”, der bliver genudgivet af Glorious Records.
Tristan T gjorde sig bemærket med en billedstormende dadaistisk art-punk. På Glorious Records’ dobbelt-album ”ALT” finder man lige præcis alt, hvad bandet har udgivet, inklusiv albummene ”Hej verden” og ”Blodrus” samt hele 14 bonusnumre.





