Nyhed

Death Row konkurs

Marion ”Suge” Knights pladeselskab er blevet erklæret konkurs. På den måde kan sagen trækkes yderligere i langdrag.

Få timer før, Marion ”Suge” Knight skulle overdrage nøglerne til sit legendariske, men nu noget falmede, Death Row Records, har en konkursbegæring bremset processen en smule. Sidste år blev Suge Knight dømt til at betale en tidligere medarbejder, Lydia Harris 107 millioner dollars, og det er mirakuløst lykkedes rap-mogulen at holde kreditorerne hen i et års tid. ”Han har ikke noget valg”, siger Knights nye advokat, ”han er blevet tvunget af disse mennesker (sagsøgerne, red.)”. Advokaten mener, at sagen kan falde heldigere ud nu, når den hæves op til føderalt niveau. Tidligere har sagen kun kørt i byretten i Los Angeles.

Konkursbegæringen og overgangen til det føderale regi køber Suge Knight lidt tid, mens han tilsyneladende kæmper sit gamle firmas finansielle dødskamp. Dog er anklagerne fortrøstningsfulde. De mener, at de nok skal få vristet skillingerne fra den tilsyneladende ruinerede rap-pionér: ”Før eller siden skal vi nok få fat i de 107 millioner dollars plus renter. Det bliver ikke nemt, men vi skal nok få krammet på ham” siger Harris', advokat der regner med, at også den føderale domstol vil give Harris medhold, trods forsinkelse, og ultimativt tvinge Knight til at betale.

Death Row Records var de tidlige halvfemseres helt store eksponent af west coast-rap med introduktion af senere ikoner som Snoop, Dr. Dre og 2pac.


ANNONCE