Amerikansk undersøgelse viser, at sjofle tekster ansporer unge til sex, før de er fyldt 16
(Billedet: Destiny's Child lokker til sex)
En undersøgelse publiceret i det amerikanske magasin ”Pediatrics” baseret på svar fra 1017 sorte og hvide teenagere søger at vise, at der er en sammenhæng mellem tidlig aktivitet på lagenet og sjofle tekster i for eksempel rap. Forskergruppen har analyseret 170 populære skæringer med blandt andre Nelly, Jay-Z, Ja Rule og Destiny’s Child, og de fandt ud af, at 40 procent af tekstmaterialet kredsede om sex.
Undersøgelsen beskriver, at sorte teenagere er dem, der ser mest grisefy, men at de samtidig ikke lader sig så let påvirke af medierne, men mere af venner og forældre. De små hvide poder lader sig derimod lettere snøre af medierne og de, der i denne gruppe lytter til mest eksplicit musik, som er den amerikanske censurs omskrivning af musik med anstødeligt indhold, har dobbelt sandsynlighed for at have samleje inden den magiske grænse på 16 år. Og det er vel at mærke uden for ægteskab. Uhadada.
