Nyhed

GAFFA i radioen

Hør en GAFFA- og Soundvenue-medarbejder give bud på, hvad den nærmeste fremtid vil bringe af hits i dag på P3

GAFFAs egen skribent og anmelder Thomas Borre møder i dag op i Radiohuset, hvor han skal diskutere med Soundvenues Nicolai Torp i P3-programmet ”Stereo”, der kører hverdage mellem 11 og 14. De to skribenter fra de mere eller mindre konkurrerende medier var i selvsamme program for et par måneder siden, hvor de blev bedt om at give et bud på forårets kommende hits på P3, og nu skal de så stå skoleret for radioværterne Felix og Lisbeth, hvor de skal diskutere, hvem af de to der havde mest ret i deres forudsigelser. GAFFAs professionelle smagsdommer Thomas Borre fremhævede i sin tid blandt andet Vetos debutalbum ”There’s A Beat In All Machines”, og Nicolai Torp priste den danske Depeche Mode compilations-hyldest ”DMDK”.

Ud over synske forudsigelser vil de to skribenter igen anbefale en masse ind- og udlands-udgivelser, der er værd at lytte på for tiden, men de vil også blive bedt om at give et bud på, hvilke hits, der vil komme i rotation på radioen i den kommende tid.

Thomas Borres anbefaling idag bliver især albummet ”St Elsewhere” med Gnarls Barkley. Singlen ”Crazy” vil blive spillet fra den kommende plade, der ifølge hans evne til at se ind fremtiden vil blive et stort hit i sommeren 2006. Albummet besidder en dualitet og en helstøbthed, der udmønter sig i superkvalitet, og han pønser på at kaste et massivt sæt stjerner i dens retning, når pladen udkommer den 24. april. Om de andre i P3-studiet giver ham ret i hans fornemmelse, kan du kun høre, hvis du tuner ind på den rette frekvens i dag mellem kl 12 og 13.


ANNONCE