Nyhed

Ny festival i festugen

Present Aarhus er en ny super-alsidig musikfestival, der løber af stabelen over ti dage samtidig med Århus Festuge.

Sidste år fyrede folkene bag det nye festival-initiativ Present Aarhus op for disco-ikonet Dimitri From Paris med stor succes til følge. I marts skabte de rammerne for tre dages festival med over 2.500 betalende gæster. Nu har de, af begejstrede Århus Festuge-arrangører, fået ti dage til at toppe succesen i Ridehuset og omdanner dermed den gamle militære forlægning til ”et gøglerfrit tropeparadis” med start allerede på torsdag den 31. august.

Programmet er kæmpestort og spænder mellem den hårdeste metal, dub, dunkende house, reggae over hiphop helt til Sussi og Leo. Der er helt sikkert noget for enhver smag, hver dag er helliget en bestemt genre og nu på torsdag er det for eksempel Veto og Dúné (billedet), der spiller op til dans.

Selve festugen starter officielt nu på fredag den 1. september, og i Ridehuset er der et tilbud til alle med hang til elektronisk lyd: Trentemøller. Danmarks live-elektronika-performer nummer ét, der også gæstede et stuvende fyldt Ridehus i marts, hvor mange måtte gå forgæves. Nu har du chancen igen, hvis du blev efterladt i sneen sidst eller bare må se hvad, der denne gang bliver blandet i elektro-gryden på fredag.


Men, hey, kære GAFFA.dk-læser, programmet er så omfattende, at du simpelthen bliver nødt til at tjekke linket til Present Aarhus Festival nedenfor ud. Der er nærmest garanteret ét eller andet navn, der måtte vække din interesse.

Man køber billet til hver enkelt dag - med studenter-venlige priser, blandt andet via GAFFAbillet.


Tjek programmet ud her!

Køb din GAFFA Billet her!

ANNONCE