Nyhed

The Offspring så småt på vej med nyt

Efter tre års pause er det californiske afkom begyndt at arbejde på et nyt album

Det 21 år gamle grunge-pop-punk band The Offspring udsendte sidste år den obligatoriske greatest hits-plade, men det er tre år siden, at vi sidst fik nyt materiale fra det californiske band. Det skete i form af albummet ”Splinter”. Nu er de i gang med at lave demoer til et nyt studiealbum.

De endelige indspilninger er dog ikke startet endnu, og forsanger Dexter Holland skriver på bandets hjemmeside: ”Vi er endelig ved at lave nye sang-demoer. Yep. Måske virkede det som om, at intet skete fra vores side, men vi har faktisk haft virkelig travlt med at skrive numre.

Vi ville ikke skynde os i studiet for at indspille demoer, bare for at gøre et eller andet. Derfor har vi virkelig taget os god tid til at få sangene sat sammen først. Sådan ligesom for at være sikre på, at sangene sparker røv, før vi afprøver dem i studiet” Dexter Holland er tilfreds med, hvad bandet har fået skabt indtil videre, og er ganske begejstret for fem bestemte sange, som allerede er færdige. ”Det er noget af det bedste materiale, vi har lavet i lang tid”, afslutter forsangeren.


The Offsprings hjemmeside

ANNONCE