Nyhed

Tuborg yder musikalsk førstehjælp

Den første af fem musikcontainere indvies i dag i Aalborg. Den skal give en tiltrængt håndsrækning til udklækningen af lokale talenter

Som en del af Musikhjælp 2006-projektet har Tuborg taget initiativ til en alternativ måde at komme den voksende mangel på ordentlige øvelokaler til det danske musikmiljøs vækstlag til livs på. Tuborg stiller således 5 såkaldte musikcontainere til rådighed rundt om i landet, og den første af disse er i dag åbnet i Aalborg.

Det alternative øvelokale er i Aalborg blevet placeret ved Baghuset, Odinsgade 23, og fra dags dato kan cirka 10 nye bands tage stedet i brug. Containeren leveres med en startpakke bestående af sanganlæg, guitaranlæg, basanlæg, keyboard, trommesæt og diverse kabler. Derudover vil også være en harddisk-recorder, så der er mulighed for at lave egne optagelser og demoer.

"Vi vil gerne være med til at forbedre vilkårene for den rytmiske musik og derigennem være med til både at højne kvaliteten og udvikle talenterne. Vi håber, at containerne kan være med til at give et skub i den rigtige retning," siger produktchef Søren Rasmussen fra Tuborg.

Udover startpakken betaler Tuborg også det første års leje af det mobile øvelokale. Fra andet år er det meningen, at øvelokalet skal blive selvfinansierende. Det vil sige, at i det første år, er det gratis for det enkelte band at få tid i øvelokalet, bortset fra kontingentbetaling til øveforeningen. Derefter fastsætter den lokale øveforening prisen for leje af containeren.

Kommunen stiller grunden til containeren rådighed og vil også stille underskudsgaranti fra andet år og frem.

ANNONCE