Nyhed

Ambulance LTD arbejder med John Cale

Den legendariske musiker producerer det kommende album fra newyorker-gruppen

Der var en masse buzz omkring bandet Ambulance LTD, da de udsendte deres debutalbum i 2004 ikke mindst på grund af den fantastiske single "Primitive (The Way I Treat You)", og deres koncerter rundt om i New York.

Sidenhen har bandet varmet op for bands som The Killers, Placebo and Franz Ferdinand, men efter en lang turné gik det galt for bandet, og nu er det kun bandets sangskriver Marcus Congleton (billedet), der er tilbage.

Til NME siger Congleton:


"De andre startede et nyt band uden at fortælle mig det. De prøvede at skjule det, men så så jeg deres MySpace-side. I sidste ende er det for det bedste, fordi folk var utilfredse. Men det er stadig Ambulance LTD, fordi det er mit band, selvom bandet nu kun består af mig".

Ikke nok med at bandet består, så er der nu en ny plade på vej, der er produceret af ingen ringere end John Cale. Den gamle Velvet Underground-mand har indspillet sammen med Congleton siden september, og det er der kommet 18 nye sange ud af.

John Cale producerede i 70'erne plader for The Stooges, Nico og Patti Smith, men har ikke gjort sig synderlig som producer i de sidste 15 år. Men efter at have hørt Congletons demoer sagde han ja til at producere det kommende Ambulance LTD-album, og han har sågar været med til at skrive sangen "Beetles" i studiet.


Congleton har fået hjælp af en række musikere til at indspille det kommende album, men er endnu ikke klar til at lancere et nyt line-up til gruppen. Men han lover at æstetikken fra det første album består, og at den kommende plade kommer ud til sommer.

ANNONCE