Nyhed

Robert Smith har skriveblokering

The Cure-frontmanden har problemer med teksterne til det kommende album

Robert Smith har skrevet sange til sit band The Cure i 30 år, men lige nu flyder ordene ikke ligefrem fra ham. Han er i øjeblikket i gang med at skrive tekster til bandets kommende album, hvis udgivelse er blevet skudt til maj måned.

Bandet har indspillet 33 sange til deres 13. studiealbum, og eftersom The Cure tager på turné til marts, skal den touperede frontmand til at blive færdig, hvilket han udmærket er klar over.

"Jeg vil have ordene til at betyde noget, det er ikke nok, at de rimer. Jeg tager mig selv i at stoppe og tænke, at jeg har gjort dette før og bedre. Jeg har givet mig selv en deadline, der hedder, at teksterne skal være færdig inden jul. Hvis jeg ikke kan det, skulle jeg skydes", siger Smith til Reuters.


I interviewet fortæller Smith desuden, at den kommende plade kommer til at minde om den stil, vi kender fra "Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me"-pladen, hvor der sker mange forskellige ting i stedet for, at der bare bliver skabt én stemning.

Det er første gang i over tyve år, at The Cure står uden en til at bemande et keyboard. Men det mener Smith ikke er et problem, eftersom guitaristen Porl Thompson er kommet tilbage i bandet.

"Der er ikke brug for keyboards, når du har Porl på guitar. Han kan stort set spille enhver lyd, du vil have. Han har tilført en energi, og vi har nu en rockkant igen", udtaler Smith.


Det kommende album skulle have været udsendt 21. april 2006, der var Robert Smiths 46 års fødselsdag, men blev først skubbet til slutningen af oktober (så det passede med Halloween), og nu hedder udgivelsestidspunktet altså maj 2007.

ANNONCE