Efter næsten seks år i den elektroniske musiks tjeneste lukker D’Store Mix på P3 og markerer det med en stor afskedsfest lørdag på Vega i København
Siden årtusindskiftet har Thomas Madvig og Krede serviceret P3’s lyttere med aktuel elektronisk musik i programmet D’Store Mix. Men nu er det slut:
– Det har været rigtig sjovt at lave D’Store Mix, og vi har haft helt frie hænder til at lave programmet, forklarer DJ og radiovært Krede til GAFFA.dk. Krede forsikrer, at valget om at lukke D’Store Mix ikke er et udtryk for, at P3 i endnu højere grad skal være styret af forudsigelige playlister, og han tilføjer, at der fra 17. marts introduceres en ny sendeflade, der skal være et alternativ til det D’Store Mix’ fravær.
– Jeg kender endnu ikke de specifikke planer for den nye sendeflade, men det er stadig tanken, at der skal være plads til et program, der præsenterer progressiv elektronisk musik på landsdækkende radio, fortæller han.
D’Store Mix sendes for sidste gang lørdag den 25. februar direkte fra Vega Natklub. Fra kl. 21 til 00 sendes der live fra Vegas Lounge, og fra midnat til 03 danner natklubben rammerne for det sidste store mix. De optrædende dj’s har alle været flittige gæster i D’Store Mix, og ud over Krede og Madvig selv vil man også kunne opleve Kenneth Bager, Buda, LP Støvring (Lounge), DJ Daniel og DJ Lab (Natklub) bag pladespillerne.
Ud over at lave radioudsendelser har D’Store Mix i øvrigt også stået bag en række spektakulære klubarrangementer i blandt andet Radiohuset og udgivet to cd-kompileringer.