Så er navnene klar til næste ombæring af KarriereKanonen
Danmarks Radios KarriereKanonen er efterhånden om ikke en garanti for efterfølgende pladesucces, så i hvert fald et fortrinligt springbræt til en god karriere, som mange musikere har fået en masse ud af.
Som det nok er mange bekendt, har så forskellige navne som Rasmus Nøhr, Magtens Korridorer (billedet), Tue West, Johnny Deluxe og Sticky medvirket i DR's kampagne for at hjælpe dansksproget musik med stor efterfølgende succes.
Nu er tiden kommet til KarriereKanonen 2006, og de deltagende navne er netop blevet offentliggjort. Det drejer sig om Morten Dahl, Toe Thomas Køie, Peter Max, Haven Morgan, Oberst og Claes Sønderriis, der beskrives således i DRs pressemateriale:
Morten Dahl
Bedre kendt som MD er Morten Dahl tidligere kendt som 1/3-del af det nu opløste Jyder Mæ’ Attityder. Morten Dahls vision er at vise, at hiphop er meget mere end bling-bling, hoes, blær og supermands-udstråling. Derfor prøver han med hudløst ærlige tekster at fortælle om sig selv. Ønsket er at give lytteren indsigt i en rappers liv og derved se at de attituder, vi normalvis hører langtfra er virkeligheden.
Toe Thomas Køie
Toe er sanger og sangskriver af den traditionelle skuffe. Men hang til den gode melodi, gerne pakket lidt råt og rustikt ind, er der store chancer for, at Toe vader lidt ind på livet af dig med musikalske træsko.Stemmen og de mange flotte sange er blevet udviklet igennem en lang tilværelse i musiklivet - både i Danmark og i udlandet. Igennem flere år tog han rundt på landevejene i både Frankrig og Spanien for at spille sig til dagen og vejen - vejen førte ham tilbage til Danmark, hvor han hurtigt indspillede en demo, hørte om Karrierekanonen, sendte ind og præsenteres nu i forbindelse med årets nye "kuld" på P4. Toe Thomas Køies sange bliver til i et samarbejde med Gustaf Ljunggreen.
Peter Max
Jeppe, Peter & Max er et dansk/svensk sangskriver-team, og en hverdag starter kl.10 til kaffe i deres studie i Nyhavn, hvor drengene skriver og producerer - det var også her, at "Peter Max" blev født. Musikken er et samarbejde mellem de tre, hvorimod tekstarbejdet varetages af Jeppe Riddervold og Marcus Winther-John. Sidstnævnte har før udgivet dansksproget musik, og Winther-Johns evne til at lege med sproget har været med til at løfte tekstniveauet i Peter Max.
Haven Morgan
Kaiser A og Ham Den Lange. To navne, der i hiphoppens glødende undergrundsmiljø ikke behøver nogen nærmere introduktion. En Århus-kombo, der flere gange har fået publikum til at udråbe dem som de store talenter på scenen lige netop nu. Begge har også været i ringen ved MC Fight Night og fået en begejstret skare op ad stolene, med fængende, hurtige og skarpe rim. Nu præsenteres de to som Haven Morgan - altså en lille have, som de har navngivet Morgan (!!!) - i forbindelse med Karrierekanonen på P3. Henholdsvis UFO Yepha og Tue Track står for produktionen af Haven Morgans to singler - så læg dig ned!
Oberst
Oberst er smæk på og knald i låget. To guitarer, bas, trommer og en forsanger, der lyder som en blanding af Dolph og Troels Trier. Oberst er en rytme, man kan ryste sin nervøse velfærdskrop til, en forvrøvlet tordentale fuld af sjofle hentydninger, selvantændelige metaforer og optakter til ballade. Oberst er din mor efter tre flasker rødvin, din far hvis han rimede, når han var rasende, og din svigerfamilie forvandlet til orangutanger. Oberst er hård rock for stramme slipseknuder, førstegangscampister, og folk, der skubber til indkøbskurven med foden, når de står i kø i supermarkedet.
Claes Sønderriis
Claes Sønderriis er ambitiøs sanger/sangskriver fra Århus. Med de to numre til Karrierekanonen – "Sommer" og "Det’ Sådan Du Er" - forsøger han at ramme en original tone et sted mellem pop og jazz. Let tilbagelænet og med fokus på den stærke melodi. Per Christian Frost (tidl. Gnags) og Morten Eriksen har produceret "Sommer" og "Det' Sådan Du Er" til Karrierekanonen i The Recording Room i Århus. Per Christian Frost spiller også guitar på begge numre, og så er ellers der suveræn backing af en jazztrio, der består af Mads Bærentzen (piano), Peter Vuust (bas) og Kristian Leth (trommer) – musikere, der har spillet sammen med de allerbedste inden for jazzen.
De seks navne præsenteres officielt for DR's lyttere på torsdag 2. marts kl. 22.00 på P3, hvor også Rasmus Nøhr og Magtens Korridorer vil være til stede og byde på lidt musikalsk underholdning.