Den legendariske producer har sagt ja til at skrue på tangenterne til gruppens næste indspilning.
"Fuck yeah!" lyder det fra en begejstret Lars Ulrich, der på Metallicas hjemmeside beretter om den nyeste nyhed fra den evige californiske sommer. Bandet vil bruge en ny producer til deres næste album, nemlig den garvede Rick Rubin (til højre på billedet), kendt fra samarbejder med System Of A Down, Red Hot Chili Peppers, Beastie Boys og mange flere.
Rick Rubin er en alsidig herre. Han var i sin tid med til at starte det legendariske hiphop label DefJam. En pionér, der senere var med til at starte den store rock/rap-fusionsbølge med Aerosmith/Run-DMC–hittet ”Walk This Way”. I reglen er det næsten altid sådan, at sidder hr. Rubin bag mikserpulten, er resultatet megahits. Måske netop det, Metallica savner.
I hvert fald er der ubehersket begejstring at spore i Metallica-lejren, hvor der lige nu bare bliver leget og jammet rundt. Alvoren er dog, at Rick Rubin netop har sagt ja til at producere det næste album. Ironisk lyder det fra Lars Ulrich på bandets officielle webside Metallica.com, at de netop skal hjælpe denne ”Rick-gut med at få et break ind i musikindustrien”.
Det er endnu for tidligt at spå noget om, hvornår den kommende plade ligger klar, så vi må vente med at se resultatet af teamets anstrengelser. Men ventetiden bliver i spænding.
Den officielle Metallica-webside




