Nyhed

Justin Timberlake forventer nyt album til sommer

Får hjælp af producerlegenden Rick Rubin på andet soloudspil

Justin Timberlake forventer efter flere år med filmarbejde sit andet soloalbum ude til sommer. Her får han hjælp af ingen ringere end producerlegenden Rick Rubin, kendt for sit samarbejde med utallige markante hiphop-, rock- og singer-songwriternavne, blandt andre Run DMC, System Of A Down og Johnny Cash, for blot at nævne nogle få.

Til mtv.com fortæller Timberlake: ”Jeg mødte Chris Rock (amerikansk stand-up-komiker, red.) en aften, og han foreslog mig at arbejde sammen med Rick Rubin. Det havde jeg ikke selv tænkt over, men han havde en pointe, og da jeg tilfældigvis så ham blandt publikum til Coachella (rockfestival i Californien, red.) gik jeg hen og spurgte ham”. Og efter at have mødtes med Rubin i hans studie blev de to altså enige om et samarbejde.

På det nye album arbejder Timberlake dog også sammen med producerne Timbaland, der var en af producerne på Timberlakes yderst succesfulde solodebut ”Justified” fra 2002, og Will.I.Am fra Black Eyed Peas, hvis store 2003-hit ”Where Is The Love?” Timberlake medvirkede på.


Timberlake udtaler dog, at det nye album slet ikke bliver som ”Justified”. ”På ”Justified” koncentrerede jeg mig om at lave en pop-r&b-plade. Det nye album bliver meget mere varieret,” fortæller han. På det nye udspil spiller Timberlake i øvrigt både klaver og guitar, hvor han tidligere har nøjedes med at synge.

Justin Timberlakes hjemmeside


ANNONCE