Fat lighteren: Amerikansk radiostation samler 100 coverudgaver af klassikeren
Der findes så vidt vides ingen officiel opgørelse over hvilke rock-sange, der er lavet flest coverudgaver af. Men hvis sådan en liste fandtes, ville Led Zeppelins udødelige ”Stairway To Heaven” utvivlsomt være blandt de højst placerede numre. Det har den amerikanske radiostation WFMU nu taget konsekvensen af: På hjemmesiden blog.wfmu.org har de kompileret en liste over foreløbig 100 coverudgaver af den alenlange ballade.
Versionerne er et lyt værd, også selvom man hører til dem, der finder nummeret en smule fortærsket. For buddene er mange og varierede. Den hollandske kunstner Jeroen Offerman har lært sig selv at synge sangen baglæns, hvad han så gør; finske Leningrad Cowboys giver en tårevædet version i selskab med den Røde Hærs kor og orkester; det undervurderede power pop-band Redd Kross giver en original instrumental-udgave; og så videre.
Øvrige bidragydere tæller såvel Frank Zappa som Iron Maiden og alle fra Dolly Parton til Foo Fighters. For ikke at glemme mere obskure orkestre med farverige navne som The Hard-Ons, Vegimite Reggae og DJ Earworm, der slet ikke kan vente med at give dig deres helt personlige bud på alle tiders rock-klassiker.





