Rockstjernen ført bort af svensk politi i morges, mistænkt for vold mod tjenestemand og hærværk på hotel
Rock’n’roll er så sandelig ikke død, hvilket Guns N’ Roses’ frontmand, Axl Rose, er et særdeles levende eksempel på. Efter gårsdagens koncert i Stockholm gik hr. Rose således på en solid omgang druk i Stockholms natteliv, hvor han omgav sig med kendisser og modeller.
Festen fortsatte tilsyneladende på bandets hotel indtil den lyse morgen, hvor Rose i morges ifølge et øjenvidne forsøgte at komme i slagsmål med en kvinde, og da hotelpersonalet forsøgte at komme imellem, gik Rose løs på hotelvagten.
Politiet bekræfter til den svenske avis Aftonbladet, at en ”voldsom mand” blev anholdt på Berns Hotell kl 07.45 i morges.
Guns N’ Roses er jo som bekendt sat på Roskilde Festivals torsdagsprogram, og festivalens talsmand, Esben Danielsen, oplyser til Ritzau, at bandets agentur har lovet, at bandet går på scenen efter planen, så de danske fans kan hermed ånde lettet op.




