Nyhed

Dansk duo med ukendte Joni Mitchell-sange

Tre af singer-songwriterens tidlige og uudgivne sange indspilles af dansk hyldest-duo

"Big Yellow Taxi" kalder sangerinde Christina Friis og guitarist Henning Olsen sig, når de giver Joni Mitchell-favoritter på landets caféer. Men duoen har ambitioner til mere end nostalgi og caféliv. En demo på internettet skaffede dem i 2002 en invitation til en hyldest-festival for Joni Mitchell ved Big Indian nær Woodstock, hvor de imponerede de lokale med deres lydhøre fortolkninger.

Nok så vigtigt fik duoen stukket et gammelt Joni Mitchell-bootleg i hånden, hvor den stilskabende singer-songwriter gav tre uindspillede numre. En del øvetid, nogle juridiske spidsfindigheder og en tur i studiet senere er Big Yellow Taxi klar til at udgive deres udgaver af de ukendte Joni Mitchell-sange – tilsat en god portion kendte klassikere (”Carey”, ”All I Want” etc.).

Albummet hedder meget passende ”Unknown and Famous Songs of Joni Mitchell” og bliver modtaget med venlig begejstring på singer-songwriterens officielle hjemmeside. Efter en kort beskrivelse af albummet konkluderer Jonimitchell.com, at det er en ”meget spændende nyhed for Joni Mitchell-fans … Joni har måske nok trukket sig tilbage, men hendes sange holder aldrig ferie!”


ANNONCE