Hip hop-legenden følger op på sidste års Store Vega-koncert den 9. juni
”Hip hop er som en lille hund for mig. Hvor jeg end tager hen, følger hip hop med.” Ordene er den selvbevidste rapper KRS-Ones, og den 9. juni i år tager han hip hoppen med til Amager Bio. Koncerten er hastearrangeret af Soulkitchen & Scratch Entertainment efter knas med
legendens tidligere samarbejdspartnere, og hip hop-legenden har en del at leve op til oven på sidste års roste Store Vega-koncert.
KRS-One var et af firsernes helt store hip hop-navne. Som frontmand for Boogie Down Productions satte han nye standarder for hardcore hip hop, og de socialt og politisk bevidste tekster på banebrydende album som ”Criminal Minded” og ”By All Means Necessary” vandt KRS-One kælenævnet ”The Teacher”. Siden har der været lidt mere stille omkring den temperamentsfulde frontmand, der dog aldrig er stoppet med at udgive album, komme i verbale slagsmål – eller inspirere nye rappere på vej op.
KRS-Ones Amager Bio-koncert løber af stablen den 9. juni klokken 21, og billetter kan købes via Billetnet.dk og ”fra fredag eller lørdag” landets posthuse.