2007 byder på semifinaler i Aalborg og Holstebro og Galla-finale i Horsens
DR’s folkekære Melodi Grand Prix har fået vokseværk. Efter dette års finale i februar, hvor 2 mio. tv-seere så Sidsel Ben Semmane (billedet) vinde i Aalborgs Gigantium, vil statsradiofonien til næste år stable hele tre Grand Prix-shows på benene. Efter svensk forbillede vil der blive arrangeret semifinaler i Aalborg og Holstebro op til finalen, der i år afholdes i værtsbyen anno 2005, Horsens.
Første semifinale finder sted i Holstebro, hvor et nyrenoveret Musikteatret Holstebro den 26. januar 2007 slår dørene op for 1.000 publikummer og en bande håbefulde Melodi Grand Prix-deltagere. Den 2. februar kommer turen så til Aalborg, hvor Aalborghallen tager imod med siddepladser til 2.500 mennesker. Endelig kulminerer hele festivitasen den 10. februar i Horsens, hvor Forum Horsens er pyntet op til Galla-show.
"Dansk Melodi Grand Prix er en af DRs største og mest populære events. Ved at holde semifinaler, som vi gør fra næste år, tilfredsstiller vi den store skare af trofaste seere, der hvert år følger showet og ser frem til den store begivenhed. Samtidig vil vi også gerne ud at møde den helt ny generation af grand prix-fans, der fandt vej til showet i år og som blandt andet har været med til at stemme årets internationale grand prix-vinder ind på en førsteplads på Boogielisten", forklarer DR1-chef Ulla Pors Nielsen.
