Puls Festival er et rendyrket upcoming-projekt, der rammer den jyske hovedstad næste år i maj
Spot-festivalen skal ikke længere være alene om at præsentere upcoming-bands i Århus. Næste år til maj kommer der nu et nyt tiltag, der udelukkende vil fokusere på lokale bands. Primært ukendte bands, men også gerne nogle trækplastre som for eksempel Thomas Helmig eller Carpark North (billedet). Navnet på festivalen bliver Puls Festival, og arrangørerne lover, at konceptet bliver gratis og grænseløst med plads til alle genrer.
Der bliver plads til cirka 100 bands, og mange af byens spillesteder og foreninger står bag arrangørerne. Bagmand Christian Dietrichsen siger til Urban: ”Festivalen bliver så meget musik som muligt, for så mange mennesker som muligt” Det handler om at få de lokale bands ud af øvelokalerne og op på scenerne. Så hvis dit band er interesseret i at spille på to endnu ikke fastlagte dage i maj, er det bare med, allerede nu, at sende en ansøgning til ”Puls Festival” Saltholmsgade 22, 8000 Århus C.
